Når man taler om italiensk vin, er der næppe nogen drue, der er mere ikonisk og indbegrebet af landets vintradition end sangiovese. Den findes i utallige varianter, stilarter og kvalitetsniveauer, og den udgør rygraden i nogle af Italiens mest berømte vine – fra de klassiske Chianti og Brunello di Montalcino til de moderne Supertoscanere. Sangiovese er ikke bare en drue; den er et symbol på det italienske terroir, landets historie og vinens rolle i kulturen.
Denne artikel giver en dybdegående introduktion til sangiovese – dens oprindelse, egenskaber, forskellige stilarter og rolle i både fortidens og nutidens vinverden.
Oprindelsen og navnets betydning
Navnet sangiovese menes at stamme fra det latinske udtryk sanguis Jovis, som betyder “Jupiters blod”. Allerede her aner man den mytologiske aura, der omgiver druen. Selvom der findes flere teorier om druens eksakte oprindelse, er de fleste vinforskere enige om, at den stammer fra Mellemitalien, sandsynligvis Toscana eller Emilia-Romagna.
Sangiovese har været dyrket i Toscana i mindst 500 år, men druen er sandsynligvis langt ældre. Den første dokumenterede omtale af navnet stammer fra 1500-tallet, men DNA-forskning har vist, at sangiovese er et resultat af en naturlig krydsning mellem to gamle sorter: ciliegiolo og calabrese di Montenuovo. Disse druer er ikke længere kendt for at spille store roller i vinproduktionen, men deres genetiske aftryk lever videre i sangiovese.
Det faktum, at sangiovese findes i så mange varianter og kloner (der menes at eksistere mere end 100 genetiske variationer), understøtter idéen om, at den har haft århundreder til at udvikle sig i forskellige mikroklimaer og terroirs.
Læs mere om de forskellige vinområder i vores artikel om italienske vinområder.
Druens egenskaber og udfordringer
Sangiovese er en relativt tyndskallet drue, hvilket betyder, at den generelt giver vine med en lysere farve end fx cabernet sauvignon eller syrah. Farven er ofte rubinrød i ungdommen, men den udvikler med alderen orange eller teglstensfarvede nuancer i kanten af glasset.
Druen har en naturlig høj syre og et relativt højt tanninniveau. Det gør den ideel til madvine, fordi syren renser ganen, mens tanninerne giver struktur. Smagsprofilen varierer afhængigt af terroir og vinifikationsmetoder, men de typiske aromaer spænder fra kirsebær, blommer og røde bær til mere komplekse noter af urter, tørret tobak, læder og jord.
En af de store udfordringer for vinproducenter er, at sangiovese kan være vanskelig at dyrke. Den er følsom over for både for meget og for lidt sol. Hvis druen ikke modner ordentligt, kan den give vine, der er for syrlige og magre. Omvendt kan for varme forhold føre til flade og alkoholiske vine uden elegance. Det kræver altså stor præcision og forståelse for terroiret at få det bedste frem i sangiovese.
Sangiovese smagsnoter
Sangiovese er en drue med en kompleks og dynamisk aromaprofil, som ændrer sig afhængigt af klima, terroir, vinifikationsstil og ikke mindst vinens alder. Det er netop disse smagsnuancer, der gør den så elsket og samtidig så udfordrende at mestre.
I sin ungdom viser sangiovese ofte en frisk og frugtdreven side. De mest typiske aromaer er:
-
Friske kirsebær, ofte med en let syrlig kant
-
Hindbær, jordbær og til tider ribs
-
Florale noter af violer
Efter nogle års lagring begynder smagsprofilen at udvikle sig i en mere kompleks retning. Her kan man finde:
-
Modne blommer og tørrede frugter
-
Urteagtige toner af oregano, rosmarin og timian
-
Et strejf af læder eller tobak
I de mest udviklede vine, særligt i Brunello di Montalcino eller vellagret Chianti Classico Riserva, kan bouqueten blive dybt nuanceret med:
-
Skovbund og jordede noter
-
Trøfler eller svampe
-
En delikat sødme fra tertiære aromaer som tørret figen eller balsamiske toner
Strukturelt er sangiovese næsten altid præget af:
-
Høj syre, som giver friskhed og gør den perfekt til mad
-
Tydelige tanniner, der giver struktur og rygrad
-
En medium til høj alkohol, afhængigt af klima og årgang
Samlet set kan man sige, at sangiovese spænder fra det friske og lyse til det dybe og komplekse. Det er en drue, der ikke kun giver en smagsoplevelse, men en hel udviklingsrejse – fra ungdommens sprøde kirsebær til alderdommens sofistikerede noter af læder og skovbund.
De mange kloner af sangiovese
Som nævnt findes der et væld af kloner af sangiovese, men de to mest betydningsfulde hovedvarianter er:
-
Sangiovese Grosso
Denne klon er kendt fra Brunello di Montalcino og giver ofte mere kraftfulde, strukturerede vine med længere lagringspotentiale. Druerne er større og mere robuste, hvilket gør dem velegnede til længere fadlagring. -
Sangiovese Piccolo
Denne klon er mere udbredt i Chianti og giver generelt lettere og mere frugtdrevne vine. Den er dog også mere uforudsigelig, da den i dårlige årgange kan resultere i vine, der virker tynde og ubalancerede.
At forstå forskellen på disse kloner er vigtigt for at kunne forstå bredden i de vine, der laves på sangiovese. Fra de elegante og lette Chianti Classico-vine til de monumentale Brunello’er er det i høj grad klonernes karakter, terroiret og vinmagerens valg, der afgør resultatet.
Sangiovese i Toscana – hjertet af druens univers
Selvom sangiovese dyrkes i mange italienske regioner, er det uden tvivl Toscana, der er centrum for druens identitet. Her findes nogle af de mest berømte appellationer, hvor sangiovese er enerådende eller spiller hovedrollen.
Chianti og Chianti Classico
Chianti er sandsynligvis den mest kendte vinregion, hvor sangiovese dominerer. Området er opdelt i forskellige zoner, men det historiske hjerte er Chianti Classico, markeret med den ikoniske sorte hane (Gallo Nero).
Traditionelt har Chianti været kritiseret for at være ustabil i kvalitet, især i midten af det 20. århundrede, hvor masseproduktion dominerede. Men i dag producerer mange vinhuse vine af høj kvalitet, der kombinerer druens friskhed og syre med større koncentration og elegance.
Smagsprofilen i en god Chianti Classico er ofte frisk kirsebær, violer, tørrede urter og en tydelig syre, som gør vinen ideel til klassisk toscansk mad som pasta med tomatsauce, grillet kød eller svamperetter.
Brunello di Montalcino
Hvis Chianti er druens folkelige ansigt, så er Brunello di Montalcino dens aristokratiske side. Brunello, som navnet på sangiovese grosso-klonen i området, er synonym med kraftfulde, dybe og komplekse vine, der kan lagres i årtier.
Reglerne kræver, at Brunello di Montalcino skal være 100 % sangiovese og frigives 1. januar det femte år efter høståret (heraf minimum 2 år på egetræsfade). Resultatet er vine med intense noter af mørke kirsebær, læder, krydderurter og en markant tanninstruktur, der gradvist blødgøres med tiden.
Vino Nobile di Montepulciano
En anden historisk vigtig appellation er Vino Nobile di Montepulciano. Her bruges en lokal variant kaldet prugnolo gentile, en klon af sangiovese, der giver vine med en balance mellem Chiantis friskhed og Brunellos kraft. Vino Nobile er ofte lidt mere tilgængelig i sin ungdom end Brunello, men har stadig evnen til at lagre.
Supertoscanere
I 1970’erne opstod en vinrevolution i Toscana med de såkaldte Supertoscanere. Disse vine brød med de traditionelle regler og blandede sangiovese med internationale druer som cabernet sauvignon, merlot og syrah.
Resultatet var vine med en mere moderne stil, højere koncentration og international appel. Selvom de i starten ikke måtte kaldes andet end “Vino da Tavola” (bordvin), er mange af dem i dag blandt Italiens mest prestigefyldte vine.
Supertoscanerne viste, at sangiovese også kunne fungere fantastisk i samspil med andre druer og dermed åbne nye muligheder for innovation.
Sangiovese uden for Toscana
Selvom Toscana er hovedsædet, dyrkes sangiovese også med succes i andre italienske regioner. I Umbrien bruges druen til vinen Torgiano Rosso Riserva, mens den i Emilia-Romagna giver lettere og mere frugtige vine, ofte til dagligdagsbrug.
Uden for Italien har sangiovese haft en mere begrænset udbredelse, men den findes i mindre mængder i lande som Australien, USA (især Californien og Washington State), Argentina og Chile. Disse vine har ofte en lidt anden karakter, fordi klimaet uden for Italien sjældent har den samme balance mellem varme dage og kølige nætter, som druen trives bedst i.
Vinifikationsmetoder og fadlagring
En central del af sangioveses karakter afhænger af, hvordan den vinificeres. I de seneste årtier har der været stor debat om brugen af små franske egetræsfade (barriques) versus store slavonske fade.
-
Traditionel stil: Brug af store, gamle fade, som giver minimal indflydelse fra træet og lader druens naturlige karakter og terroir skinne igennem. Dette er især typisk i klassiske Brunello’er.
-
Moderne stil: Brug af små barriques, som tilfører noter af vanilje, kaffe og chokolade. Denne metode var populær i 1990’erne og 2000’erne, men mange producenter er begyndt at vende tilbage til en mere balanceret tilgang, hvor træet ikke dominerer frugten.
Mad og sangiovese – et perfekt match
Sangiovese er en drue, der næsten synes skabt til mad. Den høje syre gør den fantastisk til tomatbaserede retter, som ellers kan være vanskelige at matche med vin. Klassiske kombinationer inkluderer:
-
Pasta al pomodoro eller lasagne
-
Pizza margherita
-
Grillet lam eller oksekød
-
Toscanske retter med svampe og urter
-
Lagrede oste som pecorino
Brunello og Vino Nobile fungerer ofte godt til mere komplekse retter med vildt eller simreretter, mens en frisk Chianti kan være perfekt til hverdagens pastaretter.
De rette vinglas til sangiovese
Valget af det rigtige vinglas kan have afgørende betydning for oplevelsen af sangiovese. Druen er kompleks, med både høj syre, markante tanniner og et aromabillede, der spænder fra friske røde frugter til tertiære noter af læder og urter. For at fremhæve disse kvaliteter er det vigtigt at vælge et glas, der understøtter vinens struktur og duft.
Det bedste valg er et glas med en relativt stor bowle og let afrundet form. Den store overflade giver vinen plads til at ilte, hvilket blødgør tanninerne og frigør de mere komplekse aromaer. Den indsnævrede åbning koncentrerer duftene, så næsen lettere opfanger både de frugtdrevne og de jordede elementer.
En klassisk anbefaling er det glas, der ofte bruges til Chianti Classico eller Brunello di Montalcino – det minder om et Bourgogneglas, men er typisk en anelse smallere. Hvor Bourgogneglasset fremhæver silkeblød frugt i pinot noir, giver sangiovese-glas stadig plads til druens tanniner og syre at udfolde sig.
Kort sagt bør et godt sangiovese-glas have:
-
En medium til stor bowle, så vinen kan ilte.
-
En let afrundet, tulipanformet åbning, der koncentrerer aromaerne.
-
En relativt tynd kant, så vinen rammer ganen elegant og præcist.
Bruger man et for lille eller for smalt glas, risikerer man, at sangioveses tanniner føles for skarpe, mens frugten virker indelukket. Med et stort, velafbalanceret glas kan man derimod opleve druens fulde kompleksitet og den harmoni, der gør den til Italiens mest elskede blå sort.
Fremtiden for sangiovese
I takt med at klimaet ændrer sig, står producenterne over for nye udfordringer. Varmere temperaturer kan risikere at gøre vine for alkoholiske og miste den balance, der kendetegner de bedste sangiovese-vine. Derfor eksperimenteres der i dag med højere beliggende marker, mere skånsom vinifikation og nye kloner, der er bedre tilpasset fremtidens forhold.
Samtidig er interessen for autentiske, terroirdrevne vine stigende på verdensmarkedet. Det giver sangiovese en stor fordel, fordi druen netop udtrykker sit voksested så tydeligt. En Chianti smager aldrig som en Brunello, selvom de begge er lavet på samme drue – terroiret skinner altid igennem.